Nyt samarbejde med Siemens og PACCO A/S

  • Udgivet d. 27. april 2017

Nyt samarbejde med Siemens har fået PACCO A/S  til at tage dette endelige skridt til at udvide forretningsområdet med en CTS-afdeling, og dermed sikre nye opgaver.

PACCO har siden 1980 været specialiseret indenfor det gode indeklima med ventilations- og køleanlæg, fra projektering, installation og til service. PACCO har igennem årene leveret mange små og store installationer, men har manglet muligheden for selv at binde de store CTS-løsninger sammen.

Men med samarbejdet med Siemens, udvider PACCO nu forretningsområdet med en CTS-afdeling, og i kraft af samarbejdet får PACCO tilført ny knowhow, uddannelse og fornøden back-up til tilbudsgivning, projektering og drift af CTS-anlæg.

Dermed kan PACCO fremadrettet løse alle opgaver ifm. etablering af nye små og store installationer af både ventilations- og køleanlæg – også CTS-anlæg der tidligere måtte løses af andre.

Startskuddet for samarbejdet var, at PACCO fik mulighed for at byde på en større opgave, hvor en uddannelsesinstitution på Sjælland ønskede at udskifte deres eksisterende automatikanlæg på ventilation, med nye anlæg, der kan levere variable luftmængder og dermed spare på driften.

”Vi så opgaven som en mulighed for at opbygge en CTS-afdeling. Vi kontaktede Siemens, som siden har været en værdifuld samarbejdspartner. Siemens har produkterne, der kan løfte store opgaver, og den tekniske support, som kan hjælpe os med at stykke hele anlægget sammen”, siger servicechef Brian Randskov.

Medarbejdere på kursus

Som led i det nye samarbejde har ca. 30 medarbejdere været på kursus hos Siemens i de grundlæggende forhold omkring CTS. Desuden har PACCO udpeget en dedikeret medarbejder til at være nøglemedarbejder i opbygningen af CTS-afdelingen.

Han bliver den første, der får de mere teknisk tunge kurser, så han kan være med i hele processen fra tilbud og projektering til installation og service.

Åbne standarder er positivt

”Vi er i en oplæringsfase, hvor vi bliver fortrolige med Siemens produkterne og bygger referencer op. Det bliver for alvor sjovt, når vi selv kan levere hele opgaven og programmeringen af CTS-anlægget,” siger PACCO A/S’ direktør Marianne Friis.

Hun ser det som et stærkt argument over for kunderne, at Siemens bygger på åbne standarder, så kunden ikke bliver bundet til en enkelt producent. Dermed kan Siemens-udstyr kobles på eksisterende installationer, og er desuden kompatibelt med tidligere versioner af Siemens-udstyr. Det giver nye muligheder for styring og optimering. ”En række af vores eksisterende kunder har på den baggrund vist stor interesse for vores nye CTS-tiltag – både private virksomheder og flere kommuner. Alle er interesserede i, at vi nu kan tilbyde energioptimering af CTS-anlæg med kort tilbagebetalingstid,” siger Marianne Friis.

Nye kvalifikationer

PACCO’s medarbejdere ser ligeledes muligheder i den nye CTS-afdeling, blandt andet andre typer af opgaver og flere kvalifikationer.

”Det er nyt og spændende at arbejde med CTS – både teknikken, produkterne og programmeringen. Det giver fremtidsperspektiver, hvor vi kan være med til at modernisere gamle CTS-anlæg, hjælpe kunderne med at spare energi og servicere anlæggene”, siger service- og CTS-tekniker Jesper Frederiksen. Med hjælp fra Siemens kan PACCO således tilbyde en mere optimal styring af ventilation og køling, der kan spare energi og øge komforten.

 

”Med hjælp fra Siemens kan vi tilbyde en mere optimal styring af ventilation og køling, der kan spare energi og øge  komforten,” siger direktør Marianne Friis og serviceleder Brian Randskov.

Læs videre