Høns, grise eller får?

  • Udgivet d. 18. januar 2022

Da jeg i folkeskolen begyndte at regne med enheder i matematik og glemte at fortælle enheden, blev det ofte returneret med en ”høns, grise eller får?” kommentar af læreren.

Og det er egentlig en meget let måde, hvorpå man kan kontrollere, om man har regnet rigtigt – eller i hvert fald, om man er på rette vej.

Men hvorfor starte et indlæg på vores hjemmeside om, hvad jeg har fået som børnelærdom?

Jeg vil starte et helt andet sted.

I PACCO A/S har vi rigtig mange dejlige kunder, der kan spredes ud på stort set alle typer, fra private varmepumper til de helt store ventilations- og kølecentraler. Meget ofte udarbejder vi vores tilbud på baggrund af et veludført udbudsmateriale, hvor alle entreprenørerne har det samme at gå ud fra. Det er simpelthen beskrevet ned til mindste detalje.

Efter gældende regler

Problemet og grunden til mit indlæg opstår, når vi arbejder for vores servicekunder og andre kunder som springer rådgiveren over – hvilket jeg godt vil anbefale man gør i forbindelse med b2b og i offentlige virksomheder, hvor der ikke er krav, der dikterer anderledes. Når kunden ”bare” beder om et ventilationsanlæg der overholder BR18.

Men hvad siger BR18 – hvad er det egentlig for et anlæg man får?

Jeg har fornyelig givet pris på et ventilationsanlæg til et mindre kontor. Min pris var til en hovedentreprenør, som vi er rigtig glade for at arbejde sammen med. Dog undrede hans kunde sig over, hvorfor min pris var mere end dobbelt så dyr som den, de selv havde indhentet.

Jeg er helt med på at vi alle kan lave fejl, og jeg vil bestemt heller ikke hænge nogen ud i denne forbindelse. Jeg fik mulighed for at diskutere mit tilbud med kunden direkte, hvor jeg hurtigt kunne se nogen af de forskelle der var:

  • CAV kontra VAV
  • Automatik
  • Brandsikring
  • Aggregatstørrelse
  • Kanaldimensioner

Når den private eller offentlige bygherrer, uden synderlig indsigt i faget, spørger til ventilation, der overholder gældende bygningsreglement, er der bare så mange faldgrupper, hvor bygherrer ikke kan kontrollere, om entreprenøren rent faktisk har den fornødne viden på feltet. Desværre er ventilationsbranchen uden autorisation, så der er ikke nogen kontrolorganer eller uddannelseskrav til den udførende. Det vil sige, at bygherrer er prisgivet og blot kan spørge, om et tilbud opfylder kravene i bygningsreglementet.

Men hvem vandt så?

I mit konkrete tilfælde havde jeg dimensioneret anlægget som VAV og min konkurrent som CAV – det i sig selv er jo ”nemt nok” at ændre, og jeg tilpassede mit tilbud til at være CAV. Alligevel var min pris noget højere – og forklaringen er følgende:

  • Det valgte aggregat fra min konkurrents side vare for lille i forhold til de luftmængder, de selv havde oplyst. Det bevirker blandt andet, at det ikke opfylder kravet til SFP for anlæg udført som CAV
  • Kanaldimensioner – selv med de luftmængder som de oplyste – var alt for små. Jeg er med på, at man kan have forskellige erfaringer, men en god tommelfingerregel er at benytte lufthastighedsangivelserne i ”Ventilations ståbien”. I dette tilfælde var hastighederne meget for høje og derfor et alt for højt tryk, som det valgte aggregat slet ikke kunne håndtere og med en endnu højere SFP som resultat
  • Manglende brandsikring – jeg tror ikke kunden har været godt nok forberedt på at kunne fortælle min konkurrent at der var påkrævet brandsikring. Ikke noget man som udgangspunkt kan lægge dem til last. Desværre er en brandstrategi ofte noget vi mangler, så vi har en reel mulighed for at dimensionere brandsikringen

På baggrund af blandt andet ovenstående og en rigtig god dialog direkte med kunden var vi så heldige at få ordren til trods for den højere pris.

Men hvordan kan bygherrer/kunden sikre, at de tilbud de får overhovedet kan sammenlignes, når kvaliteten af entreprenørernes beskrivelser er så svingende?

Jeg er ved at udarbejde en ”QUICK GUIDE”, som man kan bruge til at sammenligne de tilbud, man får ind – hvilke spørgsmål og forhold man skal sikre sig, at entreprenøren har taget højde for.



Eliteleverandør til det offentlige 2021 |